Daglig leder, produktion — med mulighed for at blive medejer
Scancamp ApS, Fårevejle — producent af Combi-Camp teltvogne
Vi søger den anden halvdel af ledelsen. Ejeren har økonomi og IT — vi mangler den driftsmæssige og tekniske profil, der tager ansvaret for fabrikken og over tid kan blive medejer af virksomheden.
Scancamp producerer teltvognen Combi-Camp for en hollandsk brandejer. Vi har overskud hvert år, er kåret som både succesvirksomhed og gazelle. Vi har de seneste år investeret markant i produktudvikling, og har fortsat vækst. Vi er 7 medarbejdere.
Stillingen
Du får det daglige ansvar for fabrikken og leder teamet. Når der ikke er projekter i gang, er du i produktionen sammen med de andre og samler vogne — vores bedste bud er, at det fylder omkring halvdelen af din tid. Det skal du trives med.
Det er en nyoprettet stilling, og den er skabt til en, der vil mere end at være ansat. Ambitionen er, at du kommer til at betragte virksomheden som din egen. Ejeren beholder overblikket og dialogen om den overordnede retning; resten er dit. Viser samarbejdet sig at fungere begge veje, er der mulighed for at købe dig ind i virksomheden.
Team og oplæring
Du får ansvaret for et dygtigt team med mange års erfaring i alle de nævnte opgaver. Det er vigtigt, at du selv får erfaring med at udføre dem, så du til fulde forstår det, du har ansvaret for. Derfra er det op til dig — i samarbejde med teamet — hvilke opgaver der uddelegeres. Ejeren er meget åben over for gode idéer til at gøre tingene anderledes.
Opgaver
- Ledelse og motivering af teamet
- Montage af vognene sammen med resten af teamet
- Ansvar for lageret — varemodtagelse, orden, optælling og at registreringerne stemmer. Du vælger selv, om du vil køre det, eller om du vil sætte en anden til det
- Indkøb og leverandørkontakt
- Produktionsplanlægning i dialog med kunden
- Procesoptimering og løbende forbedringer
- Konkrete udviklingsprojekter — vi flytter i øjeblikket produktionen af en specialkomponent til en ny leverandør i Asien, og vi arbejder på at få produktionstiden ned på vores nyeste model
Det forventer vi
- Erfaring med personaleansvar — og at du trives med at lede
- At du kan planlægge: hvem laver hvad, når der er travlt, så folk og maskiner udnyttes bedst muligt
- At du vil arbejde med at optimere vores processer — vi har konkrete opgaver at tage fat på, bl.a. produktionstiden på vores nyeste model
- Praktisk teknisk forståelse for stål, maskiner og værktøjer
- At du trives med både praktisk arbejde og administrative opgaver
- Købmandskab og forståelse for drift og omkostninger
- At du selv kan finde ud af, hvad der skaber værdi, når ingen fortæller dig det
Korte beslutningsveje og moderne værktøjer
Vi er små, men langt fremme digitalt. For os handler det om at producere, så vi har automatiseret mange administrative opgaver med AI, og gør det fortsat. Der er generelt kort fra god idé til, at den er i drift.
Er det dig?
Vi tror, den rette kommer fra enten en mindre produktionsvirksomhed — eller fra en større, hvor du savner helt korte beslutningsveje og er helt ok med, at der ikke er en stab til at supportere dig.
Du skal bo i rimelig afstand af Fårevejle. Løn efter kvalifikationer.
Send en kort ansøgning til Christian Rasmussen, chr@scancamp.dk. Ring (4043 2653) eller skriv, hvis du vil vide mere, inden du søger.
